”På Bøgely blev jeg mødt som et menneske”

En barsk opvækst blev starten på et liv med misbrug, hvor Henrik flyttede ud og ind af forsorgshjem og behandlingssteder. Indtil ham på Center Bøgely blev mødt af mennesker, der troede på ham. I dag er han tryg ved snart at skulle flytte i egen lejlighed.

Henrik så ikke meget til sin far i sit barndomshjem. Og når han gjorde, var det fordi faren kom hjem og var fuld og ubehagelig. Henriks mor var hjemmegående dagplejemor, og passede 14 børn foruden Henrik og hans søster.
- Jeg husker det ikke som nogle trygge rammer, siger Henrik stille.
Da Henrik var 9 år, blev hans forældre skilt, og hans flyttede fra Århus til Nordjylland med sin mor og søster. Men hans far flyttede efter.
- Han begyndte at chikanere os. Sparkede døren ind til vores lejlighed, fulgte efter os på gaden og råbte og skreg efter os, husker Henrik, og tilføjer:
- Jeg fik et stort had til min far.
Til sidst fik faren et polititilhold. Men det ændrede ikke meget, som Henrik husker det.
- Min mor kunne godt have forbudt min far at se os børn, men hun syntes, at han havde et krav, så det fik han lov til hver 14. dag. Han kom altid og hentede os i en brandert i sin bil. Det syntes min mor selvfølgelig ikke om, så hun ringede til politiet en dag, så han fik taget sit kørekort. Så røg døren ind til lejligheden en gang til, siger Henrik, og holder en pause, før han tilføjer:
- Det er vel en af årsagerne til, at jeg begyndte at ryge hash og drikke rigtig meget i 13 års alderen. Jeg røg min første pibe hash, før jeg blev konfirmeret. Og jeg begyndte at tage amfetamin i weekenden.
Henrik var meget nysgerrig på stoffer. Men han fandt også et fællesskab og den fædrerolle, han manglende, blandt de ældre stofmisbrugere.
- Det var jo ikke så hensigtsmæssigt, men det trak i mig. Jeg så meget op til dem, der var ældre, gik sammen med dem, og tog stoffer og lavede kriminalitet sammen med dem. Jeg havde en mor, der ikke syntes, det var så godt, og en far, der syntes, det var fint nok. Jeg var meget splittet mellem de to hele tiden, fortæller Henrik, der også måtte fungere som mægler mellem sine forældre:
- Når jeg havde været hos min far, skulle jeg hjem til min mor og fortælle, hvor stor en møgluder, hun var. Og jeg skulle omvendt fortælle min far, hvor dum en dranker, han var. Jeg er sikker på, at hvis de havde vidst bedre, havde de ikke sat mig til det, men det var den krig, de havde med hinanden, som jeg endte i som en lus mellem to negle.

Helvede tur/retur

Da Henrik var 26 år, mødte han en pige, der lærte ham at fixe heroin.
- Jeg syntes jo bare, det var et fedt stof i starten. Jeg havde ledt efter den ro, jeg fandt i heroinen. Det var ligesom at have fundet den hellige gral. Men det er meget afhængighedsskabende, hvis nogen skulle være i tvivl. Det vidste jeg jo godt, men jeg var ung og kunne alting. Det var de andre svagpissere, der ikke kunne finde ud af at styre det. Jeg kunne godt, siger Henrik.
Det var der, det begyndte at gå rigtig galt. Det kørte godt i starten, hvor han kunne skaffe penge til stofferne, og nedturen endnu ikke var så grim. Men efter et par år var afhængigheden stor, så han begyndte at få halvdelen af sin kærestes metadon, når han ikke lige havde stoffer. Men forholdet gik i stykker, og så stod Henrik der uden hende, uden lejlighed, uden penge, uden venner og uden metadon.
- Og med de værste abstinenser, jeg har prøvet i mit liv. Der var det sgu ikke så sjovt at være mig, siger Henrik med et lille smil.
Det var første gang, Henrik kom på forsorgshjem, og fik ordineret metadon. Men efter 14 dage gav det ikke den virkning, Henrik ville have, så han startede et sidemisbrug op, og røg ud i et rigtig voldsomt misbrug. Han boede på forsorgshjemmet et par år, og kom blandt andet i sin første døgnbehandling.
- Jeg kendte ikke noget til behandling. Jeg havde faktisk indstillet mig på, at jeg skulle være på stoffer, til jeg døde af det, og at det sikkert blev snart. Samtidig fandt jeg ud af, at min ekskæreste var hiv-smittet, så jeg var sikker på, at det var jeg også. Jeg havde plantet det ene ben i graven, og troede, jeg skulle væk herfra, fortæller Henrik.
Men langsomt begynder behandlingen at virke. Henrik bliver trappet ud af metadonen, får at vide, at han ikke er smittet med hiv, og tager 30 kilo på. I 2001 kan han se, at der er en vej ud af stofferne, og han tænker: Aldrig igen!
- Noget af det sværeste for mig – det er det for de fleste – er at finde et nyt netværk, når man kommer ud af et voldsomt misbrug. Et sundt netværk, siger Henrik.
Han har stor gavn af NA og AA, flytter i egen lejlighed i Hjørring, og finder en sød kæreste, der selv har været turen igennem, men nu har været clean i flere år. I 2 år er Henrik ædru og stoffri. Men så kommer kærestens ekskæreste på orlov fra spjældet, og hun tager stoffer sammen med ham.
- Så falder min verden sammen, og jeg ryger også i igen, siger Henrik, og tilføjer:
- Jeg har haft en tendens til at knytte mig til enkeltpersoner. Det er noget af det, jeg efterhånden har indset. At det er vigtigt med et bredere netværk, så jeg har flere mennesker at læne mig opad.

På rundtur mellem behandlinger og forsorgshjem

Så i 2004 kommer Henrik igen i behandling. Et stort sted med mange højtråbende typer. Et sted, som Henrik ikke bryder sig om. Og hvor det lykkes ham at have et sidemisbrug, indtil han en dag kører op i en anden bil i en ordentlig heroin-basker. Det var lykkedes ham at lyve, både for personalet, der ikke havde opdaget hans misbrug, og for sig selv om, at det var det rette at gøre.
Henrik bliver smidt ud, og kommer hjem til lejligheden i Hjørring, hvor der ikke er betalt strøm. Med 5 g heroin i lommen.
Næste behandlingssted er et godt sted. Henrik er glad.
- Indtil behandlingslederen stikker af med pengene, så de må lukke, fordi der ikke er løn til personalet. Der mistede jeg godt nok meget tillid til systemet. Der stod vi 40 misbrugere, der skulle andre steder hen fra dag til dag, siger Henrik.
Efter endnu et ophold på et forsorgshjem kom Henrik for et par år siden i behandling lige uden for Varde.
- Det var et godt sted, så det var ikke deres skyld, at jeg røg i igen. De var meget engagerede. De strøg mig ikke med hårene, men fortalte mig, hvad jeg skulle arbejde med. De fik sået et frø, der er i gang med at blomstre nu, siger Henrik.
Men da Henrik var færdig i behandlingen, skulle han finde et sted at bo hurtigt. Det var ikke så nemt, så han flyttede ind i noget beton-ghetto med misbrug, kriminalitet og sociale problemer. Henrik lod sig hive med ned, og begyndte at misbruge igen.
- Det var en ny kommune, et nyt sted, jeg var flyttet i egen lejlighed, og jeg kendte ikke nogen. Så jeg begyndte at drikke, og dyrkede min ensomhed sådan. Jeg var ensom, fortvivlet og begyndt at misbruge igen. Det fik jeg fortalt min støttekontaktperson fra kommunen, siger Henrik.
Han havde ikke brug for et behandlingssted. Det havde han prøvet et hav af gange. Så hun foreslog Center Bøgely.
- Jeg tænkte: Åh nej, ikke et forsorgshjem igen. Det har jeg prøvet. Men til visitationssamtalen fik jeg indtryk af, at de ikke lignede alle de andre steder, jeg har været, griner Henrik.
Og han passede godt ind på Bøgely. Han havde været i behandling, og vidste, at der var en vej ud af misbruget. Han havde bare brug for, at nogen kunne støtte og hjælpe ham det sidste stykke vej i kampen. Og selv om Center Bøgely er et rusfrit sted, og Henrik var voldsomt stofafhængig den første tid på stedet, så er snoren lang, når viljen til at ændre sit liv og komme ud af misbruget tydeligt er til stede. I dag er Henrik ude af sit misbrug. Han er sågar holdt op med at ryge, og joker med, at hvis han falder i igen, så bliver det cigaretterne.

Her tror de på mig

- Jeg har boet på en del forsorgshjem, og det er aldrig lykkedes mig at blive stoffri andre steder. Men det er det på Bøgely, fordi jeg er blevet mødt som et menneske. De andre steder var opbevaring. Jeg er blevet talt ned til og set ned på. Men på Bøgely betød det noget, at jeg ændrede mig. De havde stor tålmodighed, og smed mig ikke bare ud eller videre til næste sted. De var parat til, at når jeg ville have hjælp, så var de der, fortæller Henrik.
For Henrik har det gjort forskellen, at han har mødt mennesker, der ville ham, troede på ham, støttede ham, snakkede med ham – og selv var mennesker.
-  Jeg fik en kontaktperson fra første dag, og ham har jeg stadigvæk. Vi kan snakke om alt, både humoristisk og seriøst. Han er faktisk næsten blevet som en kammerat for mig. Sådan har jeg det med det meste personale. De er åbne over for mig, og så tør jeg også være åbne over for dem. Jeg er hele tiden blevet mødt, hvor jeg var. Og blevet støtte i de beslutninger, jeg har taget, siger Henrik.
Snart forlader Henrik Bøgely med de trygge rammer, vagter og arbejdsopgaver i cafeen, og de kendte ansigter. Efter lidt over 1 år på stedet er han nu begyndt at søge efter egen lejlighed i Varde. Men denne gang er han klar.
- Jeg føler mig mere tryg ved at flytte ud nu. Jeg får kontaktperson fra Bøgely. Jeg kan komme der så meget, jeg vil. Jeg kan få udslusning, hvis jeg har brug for det, så jeg kan bo nogle dage i lejligheden og andre dage på Bøgely. Jeg får dagbehandlinger. Jeg har et bedre netværk. Jeg har mod på at komme videre, for jeg har et godt sikkerhedsnet nu. Jeg bliver ikke bare rykket i en lejlighed og overladt til mig selv.