Om Center Bøgely

Center Bøgely er en §110 boform og en del af KFUM´s sociale arbejde i Danmark. Center Bøgely har driftsoverenskomst med Varde kommune, og ligger i Varde midtby kun 5 minutters gang fra stationen.

Center Bøgely tilbyder døgnophold i et struktureret, beskyttet og rusfrit miljø, hvor der er personale på stedet mandag-lørdag til kl. 23.00 og søndag til kl. 19.00. Herudover er der tilkaldevagt de øvrige døgntimer. 

Den primære målgruppe er personer mellem 18-65 år, som dels har behov for et midlertidigt botilbud, og dels ønsker hjælp til at forandre sit liv, herunder at få et liv uden misbrugsproblemer. Når man flytter ind på Center Bøgely, er man typisk i en livskrise på grund af forskellige problematikker som f.eks. misbrug, sociale- og psykiske problemer. Vi arbejder helhedsorienteret sammen om problemstillingerne. Målet er på sigt at kunne leve sit liv i egen bolig. Center Bøgely tilbyder beboerne tryghed, omsorg, tæt, opfølgende kontakt og en struktureret og meningsfyldt hverdag, som kan være ramme for, at den enkelte beboer kan arbejde med sin egen situation.

Alle beboere tilknyttes en kontaktmedarbejder umiddelbart efter indflytning. Kontaktmedarbejderen fungerer som personlig rådgiver og igangsætter, men overtager ikke ansvaret for beboeren. Opgaven er sammen at afdække stærke og svage sider samt finde de ressourcer, det kræver at opbygge ansvarlighed for egen tilværelse. Derudover hjælper kontaktpersonen med at beskrive mål og handlemuligheder. Der etableres om muligt samarbejde med socialforvaltningen omkring beboerens ophold og udslusning fra institutionen.

Center Bøgely har 20 døgnpladser. Derudover har vi spise-, aktivitets- og omsorgstilbud til et antal dagbrugere. Vi er et vigtigt netværk for en del af dem, der kommer hos os. At man kan komme på Bøgely er for mange en af årsagerne til, at det lykkes at bo i egen bolig.

Jeg troede på forandring på grund af rammerne og personalet. Hvis man vil være stoffri, er Bøgely et godt sted at blive det.

Henrik, beboer

"På Bøgely blev jeg mødt som et menneske"

Henrik har boet på et hav af forsorgshjem og behandlingssteder. Men på Center Bøgely fandt han et sted, der passede til ham og kunne være med til at skabe den forandring, han ønskede.
Læs Henriks historie.