Vi skaber forandringer med hygge, ligeværd og fællesskab

Vi vil gerne være det, der er med til at skabe en forandring i et menneskes liv. Det forsøger vi dagligt i vores samtaler, samvær og aktiviteter med udgangspunkt i vores værdier: rummelighed, fællesskab, ordentlighed og nysgerrighed.

Det er vigtigt, at her er varme både i omgivelserne og os mennesker imellem. Her bliver man set og hørt. Ligeværdighed er vigtigt på Bøgely. Det kommer blandt andet til udtryk i måden, vi snakker med hinanden på. Men det er også her, man får et kærligt skub, når der er brug for det. Lige meget om det så er til en snak med ens kontaktperson, eller under en cafevagt i køkkenet.

Hjemlighed og hygge er et andet vigtigt område for os her på Center Bøgely. Husets beboere bor her jo, så man skal både føle sig hjemme, når man er på Bøgely. Derfor ligger køkkenet også centralt i huset, for som i de fleste hjem er det også her et godt samlingspunkt. 

Vi vil være med til at gøre en forskel, både mens man bor på Center Bøgely, men også efterfølgende. For mange af vores tidligere beboere er det vigtigt at kunne opretholde en tilknytning til Center Bøgely, selv om de er flyttet i egen bolig. Vores mål er at sikre, at det bliver en succes at få sin egen bolig, frem for et nederlag, der ender med en genindskrivning. Tidligere har vi oplevet mange gengangere, men med støtte i især vores CTI efterforsorg lykkes det for mange at få det godt i sin egen bolig og skabe det afgørende netværk.

Man kommer ind på Bøgely, når man er væltet totalt. Sammen skaber vi forandring og håb for den enkelte. Og så hjælper vi med at komme ordentligt på plads, når man igen får sin egen bolig.

Når man bliver set, hørt, støttet - og får et kærligt skub, kan alle skabe en forandring i deres liv, hvis de ønsker det.

Jeg har boet på en del forsorgshjem, og det er aldrig lykkedes mig at blive stoffri andre steder. Men det er det på Bøgely, fordi jeg er blevet mødt som et menneske. Det betød noget, at jeg ændrede mig.

Henrik, beboer