Visitering til Center Bøgely

Du kan rette henvendelse direkte fra gaden i åbningstiden, hvis du har brug for akut hjælp, men du kan også blive henvist fra offentlige myndigheder, som sygehuse, behandlingsinstitutioner, kommuner mv. Familier eller pårørende kan også henvende sig. Årsagerne kan være mange: måske er du tidligere misbruger, måske kan du ikke være i eget hjem lige nu, måske har du ikke råd, måske har du i en periode brug for struktur, faste rammer, støtte og at blive set af mennesker, der vil dig det godt.

Visitationssamtale

Før du kan få en plads på Center Bøgely, holder vi en visitationssamtale. Formålet med samtalen er at finde ud af, om vi er det rette tilbud til dig, og om vi passer sammen. Vi taler om din situation, og du får en rundvisning og de relevante informationer om Center Bøgely. For eksempel bliver du gjort opmærksom på, at Center Bøgely er et rusfrit miljø, og at det ikke er tilladt at drikke eller indtage euforiserende stoffer her.
Hvis vi i samtalen finder ud af, at vi passer til hinanden, er det muligt at flytte ind samme dag.

Betingelser for indflytning

Center Bøgely henvender sig til personer mellem 18 og 65 år, som ønsker døgnophold i et beskyttet alkohol- og stoffrit miljø, og som er indstillet på at samarbejde omkring sit misbrug.

Derudover skal du være:

Boligløs eller ude af stand til at opholde dig i egen bolig

Fysisk og psykisk selvhjulpen

Aktivt samarbejdende for at forbedre din situation, så at opholdet ikke bliver længere end nødvendigt

Aktivt boligsøgende, når du er parat til at flytte i egen bolig

Vi har en forventning om, at folk hos os vil en forandring med deres liv. Elastikken er lang, når man ønsker forandringen, men hvis man er i et misbrug og ikke har tænkt sig at ændre på det, så er det ikke hos os, du skal bo.

Man kan mærke, at Bøgely er et mindre sted. Her er altid tid til en.

Mikael, tidligere beboer